Du er her

Aktiviteter ved vandet

Her kan du læse om fiskeri, badesøer, kano og kajak, og andre muligheder for at dyrke friluftsliv på og i vandet.

Søsportshjørnet

Søsportsområdet på vestsiden af Haraldsted Sø fungerer som et knudepunkt for både søsport, natur- og kulturformidling samt andre friluftsaktiviteter. Her findes både Ringsted Ro- og Kajakklub, Ringsted Kajakklub (RIKA) og Ringsted Sportsfiskerforening

Ved søsportshjørnet findes også Ringsted Kommunes Naturrum. Her findes en smukt beliggende undervisningsbygning, der er åbent for alle. Her kan man bl.a. studere plancher over livet ved søerne og udenfor findes et fugletårn. Her findes også en handicapvenlig udsigtsplatform. De offentlige toiletter er åbne hele året. Skoler, institutioner og lokale foreninger i Ringsted har mulighed for at låne bygningerne og tilhørende grej ved at henvende sig til Teknik og Miljøcenteret. 

Kano og kajak 

I Haraldsted Sø må man gerne komme med sin egen kano eller kajak og sætte i søen. Hvis man parkerer ved Søsportshjørnet, skal man bære sin båd ca. 150 meter ned til vandet. Det er også muligt at parkere ved Vrangeskov, her der dog en stejl skrænt ned til søen og det anbefales at bruge transportvogn. 

Man kan også ro i kano/kajak på Susåen, som er Sjællands længste vandløb med sine 90 kilometer. Hos Broby Kanoudlejning, Kano På Susåen, Nåby Camping m.fl. er det muligt at leje kanoer. Start f.eks. i Vetterslev og ro hele vejen til Næstved. Der er mulighed for overnatning på shelter- og teltpladser undervejs. Bemærk at det på nogle pladser koster penge. Se kort over Susåen og kanopladser her. Kommer man med sin egen båd skal man sørge for at have en nummerplade.

Badesøer

Ved Haraldsted Lillesø, eller Tivolisøen, er der en Blå Flag strand. Dette betyder at en række kriterier for bl.a. faciliteter og vandkvalitet skal være opfyldt. Blå Flag sæsonen går i gang den 1. juni, og afsluttes på Haraldsted Sø den 31. august. I denne periode foretages der løbende analyser af vandkvaliteten, samt tilsyn af området og algeforekomst.

Der er desuden mulighed for at bade i Hvidsø ved Jystrup, i Haraldsted Langesø, samt i den østlige del af Gyrstinge Sø. I disse søer tages der ligeledes løbende badevandsanalyser.

Husk altid at følge de generelle baderåd. Med hensyn til blågrønalger, kan man gå ud i vandet til knæene og teste om man kan se sine fødder. Hvis ikke, kan vandet være så fyldt med alger, at man ikke bør bade. Lad ikke børn lege i algefyldt vand, og hold dem væk fra skumansamlinger. Det kan være døde alger. Læs mere om blågrønalger i pjecen her.

Vinterbadning

Er man mere til det kolde gys om vinteren, kan man hoppe en tur i vandet og direkte ind i saunaen i Ringsted Ro- og Kajakklub. Klubben har en vinterbadeafdeling med faste bade- og saunatider samt mulighed for saunagus.

Sejlads

I Haraldsted Sø er det muligt at isætte og lægge til med kano, kajak og robåde på de kommunale badebroer ved enten Søsportshjørnet eller ved Vrangeskov. 

Fiskeri

Der er frit fiskeri for unge under 18 år i Haraldsted Sø fra Vesrdæmningen mellem Haraldsted Sø og Tivolisøen. For andre gælder det, at man skal være medlem af Lystfiskeriforeningen af 1886 eller Ringsted Sportsfiskerforening for at fiske i Haraldsted Sø og Gyrstinge Sø, eller købe et gæstekort hos Ringsted Sportsfiskerforening. 

Der er frit fisker for alle i Ringsted Å ved fiskebroen for enden af Havemøllevej, samt i Kasernepark Søen.

båd

Sidst opdateret

15.01.2021